STENEN ER STOR OG FLOT – PRÆCIS SOM MIN FAR

Stenhugger Ole Kristensen fik lov til at lave gravstenen, da Kai Beltoft Ørbæk blev bisat i 2011. Datteren Hanne Ørbæk Abildgaard var ikke i tvivl om at vende tilbage til Stenhuggeren Aalborg, da hendes mors navn i 2020 skulle tilføjes på den store flotte gravsten.
Stenhugger Ole Kristensen gør gravstedet pænt, efter at han har sat den færdige gravsten tilbage på sin plads med begge forældrenes navne.

Hanne Ørbæk Abildgaard besøger jævnligt sine forældres gravsted på Almen Kirkegård i Aalborg.

”Min fars og mors gravsted betyder meget for mig. Jeg kan godt lide, at jeg kan tage forbi og besøge dem, når jeg har brug for det. Det giver en form for ro og tryghed, at jeg har et særligt sted, hvor jeg kan mindes mine forældre,” siger hun.

I en del år var det kun hendes fars navn, der stod på gravstenen. Kai Beltoft Ørbæk gik bort den 12. december 2011. Han blev 75 år og efterlod sig et stort savn hos familien.

”Jeg elskede min far, og jeg savner ham stadig og tænker tit på ham,” siger Hanne Ørbæk Abildgaard.

Ægtepar og bedste venner

Kai Beltoft Ørbæk var i en årrække en kendt og driftig restauratør i Aalborg. Sammen med hustruen Bente drev han fra 1970’erne og frem en række restauranter og vinstuer i byen blandt andet Fregatten i Vestbyen og Restaurant Bejsebakken på Kornblomstvej.

Bente og Kai levede et langt og aktivt liv sammen. Ikke blot som ægtepar med børn og børnebørn – men også som bedste venner. De nåede at være gift i hele 52 år inden Kais død.

Bente Ørbæk gik bort den 28. juni 2020. Hun blev 80 år.

I dag er parret blevet genforenet på deres fælles gravsted, og Bentes navn er blevet tilføjet på gravstenen under Kais navn.

I næsten ni år var det alene Hanne Ørbæk Abildgaards fars navn, der stod på gravstenen. Inden moderens navn blev tilføjet, blev stenen renoveret og renset på Stenhuggeren Aalborgs værksted, så den nu fremstår næsten som ny. 

 

Præcis som jeg husker min far

Sammen med sin mor var Hanne Ørbæk Abildgaard med til at vælge den store polerede gravsten, som pryder gravstedet.

”Gravstenen blev jo valgt til min far, og jeg synes, at den passer utrolig godt til ham. Det er en stor flot sten i lys granit på en solid sokkel. Det er præcis sådan, jeg husker min far. Stor og flot med begge ben solidt plantet på jorden,” siger hun.

Til venstre på stenen er der et kors. Det var hendes mors ide.

”Min mor var ikke religiøs, men det var min far, og derfor bestemte hun, at der for hans skyld skulle være et kors på gravstenen,” siger Hanne Ørbæk Abildgaard.

“Jeg er meget tilfreds med den service, vi har fået hos Stenhuggeren Aalborg.”

Hanne Ørbæk Abildgaard

Vi fik god hjælp af Ole

Gravstenen valgte familien at få lavet hos Stenhuggeren Aalborg, og det har de ikke fortrudt.

”Jeg kan huske, at bedemanden ville have, at vi skulle købe gravstenen hos en anden stenhugger, men vi følte ikke, at det var det rigtige for os,” siger Hanne Ørbæk Abildgaard.

Hun bor selv syd for Aalborg og kører hver dag forbi Stenhuggeren Aalborgs udstilling på Hobrovej på vej til arbejde.

”Så jeg ringede til Ole, og jeg kunne straks mærke, at han var rigtig flink og rar at tale med. Han har været god til at vejlede os, så vi kunne vælge den helt rigtige gravsten. Det var tydeligt, at han virkelig forsøgte at ramme vores behov og ikke prøvede at sælge os noget, som vi ikke havde brug for,” siger hun.

Da hendes mor skulle bisættes, valgte Hanne Ørbæk Abildgaard da også, at hun igen ville have Stenhuggeren Aalborg til at hjælpe.

”Vi fik simpelthen sådan en fin behandling første gang, så jeg var ikke i tvivl om, at det var Ole, der skulle tage sig af at sætte min mors navn på gravstenen. Jeg er meget tilfreds med den hjælp og service, vi har fået hos Stenhuggeren Aalborg,” siger hun.

Gravstedet gør det nemmere at mindes

Hanne Ørbæk Abildgaard er overbevist om, at hun også i fremtiden vil forsætte med at komme på kirkegården og hilse på sine forældre. Hun har en bror, og tilsammen har de fem børn, som også var tæt knyttet til deres bedsteforældre.

”Det er fint, at vi en gang imellem mindes dem, der er gået bort, og jeg tænker, at et gravsted gør det nemmere for os at huske på dem, som vi har holdt af i vores liv,” siger Hanne Ørbæk Abildgaard.

Bente og Kai Ørbæk nåede at være gift i hele 52 år. I dag er ægteparret blevet genforenet på deres fælles gravsted, og Bentes navn er blevet tilføjet på den gravsten, som hun selv var med til at købe til sin afdøde mand.